01.11.14: KORSMARKSKROT - for at minde om, at tusindvis af ufødte stadig behandles som affald.


KORSMARKSKROT - tale ved ceremoni.

Vi er samlet i dag for at mindes og ære de mange tusind børn, som hvert år mister livet i en abort her i Danmark.
Her på denne mark rejste vi for et år siden 16.000 hvide kors for at vise Danmark, hvor mange menneskeliv, den fri abort hvert år koster. Med skulpturen ”Korsmark-skrot” – lavet af kors fra sidste års Korsmark - vil vi vise, at mange tusind ufødte stadig hvert år behandles som affald/spildprodukter.
Her i landet bryster vi os meget af at respektere menneskerettighederne og kæmpe for dem. Men hvad med de ufødte? Disse allermindste og allermest værgeløse mennesker i vores land giver vi ingen rettigheder. Dem kan vi uden rettergang dømme til døden, hvis de er til for meget besvær for os.
Hvis vores tale om menneskerettigheder skal give nogen mening, må disse rettigheder gælde alle mennesker, også de ufødte. Derfor appellerer vi i dag igen til vort folk og vores politikere om ikke at skrotte de ufødte, men i stedet skrotte loven om fri abort, der er en skamplet på vort land. Lad os forene os i kampen for at få standset dette vanvid, så ufødte mennesker kan nyde lovens beskyttelse ligesom alle os andre.
I morgen er det Allehelgenssøndag, hvor vi i vores kirker plejer at mindes de mennesker, der er døde i det forgangne år. Blandt de døde tæller også de ufødte børn, der døde ved en abort, spontan eller provokeret. De fleste af dem har ingen grav, man kan sætte lys ved; de døde anonymt og upåagtet. Men vi vil ikke glemme, at de var her. Derfor tænder vi lys for dem og placerer lysene på Korsmark-skrotbunken. Lysene skal være et vidnesbyrd om, at de var her som mennesker – selvom samfundet forsøgte at udviske deres menneskelighed. Lysene – sammen med korset øverst oppe – sender også et håbstegn midt i al den død!
Vi vil nu holde et minuts stilhed til ære for de døde børn, og derefter vil vi tænde lys i skulpturen..

PRESSEKONTAKT

Retten til Liv:
Landssekretær Ellen Højlund Wibe
tlf: +45 4752 4484
e-mail: jegvilleve@rettentilliv.dk

Pr & pressekoordinator:
Carsten Herholdt
tlf: +45 2588 3573
e-mail: carsten.herholdt@gmail.com